tirsdag den 2. december 2014

Nomerne..






..Vi læser rigtig meget herhjemme. Bøger har altid fyldt meget i mit liv og jeg elsker at læse for mine børn. Min yndlingsgenre er uden tvivl børnebøger. Jeg henter rigtig meget inspiration i børnebøger og jeg synes der er rigtig mange gode ting gemt i børnebøger som vi voksne osse kan lære af. 
Jeg prøver at læse meget forskellige børnebøger, men jeg har nok en særlig kærlighed til mere kunstneriske udtryk og det lidt skæve og skøre, men ind i mellem så finder jeg osse guld når jeg mindst venter det, og heldigvis for det! 
Jeg troede faktisk ikke at Nomerne var noget for mig. De der meget bløde streger, knald på farverne og et episk univers. Farmand var derimod begejstret så vi gav det et skud og mor måtte overgive sig :) 
Normer-bøgerne er nogle virkelig gode bøger!
Nomerne er nogle helt særlige små størrelser. I hver bog følger vi en nom ud på eventyr og i hver bog lærer vi lidt mere om Nomernes verden. Nomerne lever i en tryg og harmonisk verden, men der er naturligvis farer der lurer og eventyr der skal udleves, men det hele sker på et plan hvor børnene kan være med og mest af alt handler eventyrerne om personlig udvikling og om at finde ud af hvad man er god til. Det leder mig til det jeg absolut beundrer Nomer-bøgerne allermest for. Selvom det er et episk univers, så er det nogle meget jordnære fortællinger, der omhandler så mange gode og sunde værdier uden at det på noget tidspunkt bliver for udpenslet og belærende. Der er fællesskab og sammenhold. Der er venskaber. Der er samarbejde og selvstændighed. Der er udvikling og der er mangfoldighed og forskellighed. Særligt temaerne omkring forskellighed og det at være god til forskellige ting synes jeg er så vigtige i en tid hvor alting handler om at være bedst og sejest til alt. Det gælder både i børnehaveregi, men sådan set osse i vores idealiserende samfund generelt. 
Der er rigtig mange gode karakterer og fortællinger i Nomer-bøgerne og selvom de måske henvender sig mest til drengene så er der osse nogle superseje pigefigurer med. Dem håber jeg på kommer endnu mere i spil i de kommende udgivelser for jeg synes der ligger rigtig meget potentiale der.
Der er indtil videre kommet seks Nomer-bøger og den syvende er på vej. De to af bøgerne udkommet sammen med et skum-våben og to andre blev udgivet sammen med en lille Nomerfigur.
På billederne her kan I se Dragesværdet fra bogen af samme titel. En ting der virkelig har imponeret mig, og som osse er en af grundene til at jeg gerne vil anbefale Nomer-bøgerne her på bloggen, er i hvor høj grad de har inspireret til efterfølgende leg. Jeg tror især det er den der åbenhed for forskellighed og den opmuntring og begejstring der er i bøgerne. Der er blevet bygget våben, tegnet skattekort, lavet masker og der er blevet draget ud på eventyr. 
Bøgerne med enten sværd eller skumpistol koster 149,95 og bøgerne med figur koster 79,95. Det synes jeg er en virkelig fin pris.
Vi herhjemme giver Nomerne vores varmeste anbefalinger og glæder os til mange flere eventyr.

er skrevet og tegnet af Jan Kjær
og udgivet på Forlaget Alvilda

Og naturligvis anbefalet af blaamejsen :)







3 kommentarer:

  1. Har aldrig tænkt på at man kan hente inspiration i børnebøger. Det kan der da helt sikkert være noget om.
    - Det vil jeg prøve at huske næste gang jeg læser højt for min lille nevø.

    Hold nu op, hvor ser jeres dreng stor ud. Det er lang tid siden han hang på skulderen og sang Luffe-sangen. Det er stadig noget af det sødeste jeg har set :)

    Ps. Tak for tippet med pastillerne. Jeg prøver altid at have en pakke pastiller i tasken nu.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det må du lige huske. Der er mange fantastiske guldkorn gemt i børnebøger :) Og hvor er det sjovt du nævner Luffe-sangen, jeg kom selv i tanke om den forleden og viste ham den. "Hvem er babyen, mor?" spurgte han :) God weekend til dig, søde Jacob

      Slet
  2. A beautiful child, God bless.

    SvarSlet