..Set i bakspejlet var det ret impulsivt og ikke særlig gennemtænkt at vi flyttede fra Århus' pulserende byliv, hjem til provinsens provins.. Først var det glæden ved at komme hjem til vores forældre, alt den ekstra plads og den billige husleje der fyldte.. Så kom savnet.. Savnet til alle de fantastiske venner vi havde sagt farvel til, savnet til gode kolleger, mødregruppe og vuggestuebørn, savnet til smilets by...!
Men nu, nu begynder det hele så småt at falde på plads.. Papkasserne er pakket ud, vi har luft under vingerne, Arthur har det vidunderligt i sin dagpleje og vi nyder at have vores familier tæt på.. Viborg har vist sig fra sine bedste sider og budt os varmt velkommen og det føles sgu helt rart efterhånden.. Det føles som et sted vi har lyst til at blive..!
..Og nej, savnet er ikke forsvundet, for vi savner stadig alt det vi tog fra, men det er forstummet. Vi har lært at vi ikke kan få det hele på en gang, men at vi ved at bo i Viborg kan få lidt mere af det hele! Og det føles både rigtigt og helt vildt dejligt..
..Der mangler stadig en del før vi er helt og aldeles på plads, men for første gang i lang tid føler jeg ikke at jeg er på vej et nyt sted hen, og det giver en enorm ro.. Og så er det bare en helt utrolig god følelse at have en kontekst at sætte alle fremtidens drømme og tanker ind i.. Puha, det var godt nok en masse følelser på en gang..
..Nå men alt det her startede egentlig med at jeg ville vise jer alle sammen en helt særlig gave som Arthur, Jesper og jeg er blevet beriget med...
..Det fineste træ, er i mulm og mørke vokset op på muren i vores baggård.. Med skyggen af en gyngende Arthur, en blåmejse på en gren i trætoppen og
en tigerand ved træets fod..!
..Og det bedste af det hele er at der bag træet gemmer sig et nyt fantastisk vennepar, som kun bor et par gader væk, af hjertet TAK :)
